Serena bor sammen med sin mand og deres to drenge i en lille by tæt på Pisa. Hun er familiens kalender, hun står for indkøb og husarbejde.
Selv om hun indimellem synes, at den mentale byrde er hård, har hun fravalgt en erhvervskarriere. Hun er uddannet kemiker og arbejdede i en større virksomhed, lige til den dag, da hun fik nok af, at mandlige kollegaer blev præsenteret med navn og titel, mens hun selv blev præsenteret som ”vores Serena”.
Energien til den travle hverdag henter hun i en daglig vandretur til en nærliggende skov.
En dag ser hun musiklæreren fra børnenes skole indsmurt i blod. Ud over krudt kan Serena lugte noget andet, og det er netop hendes ekstreme lugtesans, som i samarbejdet med politiassistent Corinna Stelea bliver en afgørende faktor i opklaringsarbejdet.
Hvordan er Paul Hansen, født i Toulouse af en fransk mor, og med en dansk far fra Skagen, havnet i en fængselscelle i Montreal, som han deler med en Hells Angel? Og hvad har den tilsandede kirke med sagen at gøre?
Faren, der er protestantisk præst og opvokset i en familie, hvor alle med ham som undtagelse beskæftiger sig med fisk, forlader Toulouse og slår sig ned i en lille mineby i Canada. Sønnen følger efter. Han bliver vicevært i et boligkompleks, elsket af de hovedsageligt ældre, som han hjælper ud over det kontraktlige i ansættelsen. Det går godt, indtil der kommer en ny ejendomsadministrator. Derefter er alt dømt til at gå galt.
Romanen er en rørende fortælling om en mand, som er drevet af næstekærlighed, og som bliver oprørt over åbenlys uretfærdighed.
Ægteparret Mourad og Malika har barrikaderet sig fra hinanden og fra omverdenen i kælderen i huset i Tanger. Isnende kulde og tavshed har ødelagt deres forhold. Gradvis afsløres den begivenhed, der udløste krisen: Gennem datteren Samias dagbøger hører vi om en tidsskriftredaktør, som under dække af at ville udgive unge pigers digte krænker dem. Samia var 16 år, da hun mødte ham, og det fik fatale konsekvenser.
Honning og Malurt skildrer et samfund, der er præget af korruption og dobbeltmoral, og blotlægger følelsen af skyld, tabet af selvagtelse, grænsen for hvad to mennesker kan magte.
På grund af storm ligger en luksusyacht og venter på at lægge til kaj. Den viser sig at have en gummibåd på slæb med liget af en mand, hvis ansigt er smadret til ukendelighed. Montalbano forholder sig skeptisk til besætningens forklaring, og i øvrigt hvordan financierer den kvindelige yachtejer sit liv og sin idelige sejlen rundt på verdenshavene?
Opklaringarbejdet udfordrer ud over hans evner også hans karakterstyrke, ikke mindst i mødet med en ung, kvindelig løjtnant fra havnekontoret. En Montalbano-krimi bind 14.