Vi følger drengen Des, fra han står op om morgenen, til han går i seng. Hvem han møder, og hvad han oplever, må læseren fortælle med egne ord, for billedbogens fortælling er ordløs.
Til gengæld bliver læseren på hvert dobbeltopslag præsenteret for en leg med ord, et spil som består af ordpar i en bestemt orden: Det sidste ord giver det første ord mening.
Forfatteren Emil Sher skriver i bogens efterskrift, at han fik inspiration til bogen fra en tradition, som opstod i hans egen familie: Ud over Kærlig hilsen blev breve til hans børn på lejrskole afsluttet med sætninger som Jeg elsker dig højere end landingsbaner elesker fly.
Bogprojektet blev til virkelighed med Barbara Reids unikke illustrationer, udført i modellervoks og malet i klare farver.
Jeg elsker dig højere indbyder til ordleg og stimulerer børns sprog.
Valdemar elsker blomster. Da han en dag ser, at en larve har spist af blomsterne, bygger han en larvefangermaskine og fanger larven. Tilfreds er han, men vennerne er meget lidt tilfredse med larm og ødelæggelse af naturen. Da det går op for Valdemar, slipper han larven fri. Den bliver til en sommerfugl. Af lavefangermaskinen bygger han en blomstervindmølle, som spreder blomsterfrø.
Bæredygtighed for de mindste.
Luna og mor går på biblioteket om tirsdagen, men i dag er det lørdag og Luna og far er på vej til biblioteket. De låner bøger, og når de kommer hjem læser far en historie. Luna elsker historier! Så meget, at historierne ofte indgår i de lege, som Luna leger alene eller sammen med legekammerater. Godt, at Luna har en mor og en far der læser højt. Luna bind 2.
Dovendyret bliver ufrivilligt sendt på en rejse, dog ikke ud i rummet, da det træ, hvor den hænger og sover, bliver fældet og kørt væk. Vennerne, fuglen, frøen og slangen, tager affære. Slangen sendes efter lastbilen, og det lykkes at redde dovendyret, som uvidende om, hvad der er sket, omsider vågner. Hvad har man venner til!
Ordløs billedbog. Fortæl historien med egne ord. God til sprogstimulering.
Himlen er blå og skyfri, men så dukker der en lille hvid tot op, som vokser og bliver til en lille hvid sky. Den lille sky bliver beundret, især når den ændrer form.. Men pludselig bliver den lille hvide sky til en lille regnsky, og så er der ingen, der kan lide den mere, undtagen planter, fisk – og børn, der plasker i vandpytterne. Ud over bogens meteorologiske aspekt er budskabet, at man skal elskes som den, man nu engang er. Fra 3-4 år.