Det er natten før jul, de små er for længst puttet – sover de mon? – og mor og far kan omsider lægge sig til at sove. Men aldrig så snart har de lagt sig, før der høres lyd af hove. Far står op og ser, at det er julemanden i sin rensdyrtrukne kane. Han dumper ned gennem skorstenen og lægger godter i børnenes sokker og forsvinder lydløst samme vej, som han kom. Han råber Glædelig jul, og far kan trygt vende tilbage til sin varme dyne.
Idyl ude på landet i det lille bondehus, indtil ræven snupper hønen og stikker af med hende i fuld fart. Bjørnen, assisteret af kaninen og hanen, følger efter. Tiden går, ræv og høne spiller skak i en hule, og sejler over vandet. Forfølgerne er i hælene på dem og når endelig frem til rævens bolig. De forbereder sig på at befri hønen, men til deres overraskelse vil hun ikke med. Ræven og hønen elsker hinanden. Førfølgerne tager af sted – hanen noget forknyt.
Ordløs billedbog.
Valdemar elsker blomster. Da han en dag ser, at en larve har spist af blomsterne, bygger han en larvefangermaskine og fanger larven. Tilfreds er han, men vennerne er meget lidt tilfredse med larm og ødelæggelse af naturen. Da det går op for Valdemar, slipper han larven fri. Den bliver til en sommerfugl. Af lavefangermaskinen bygger han en blomstervindmølle, som spreder blomsterfrø.
Bæredygtighed for de mindste.
I stalden praler dyrene af, hvilke gaver deres tip-tip-tipoldeforældre gav, da Jesus blev født. Grisen Petrine praler ikke, for ingen i hendes familie var til stede. Grise er ikke noget værd, siger de andre dyr. Nedbøjet forlader Petrine stalden og sværger aldrig at vende tilbage. Udenfor sner det, og Petrine får øje på en mor med et lille barn. Hun er klar over, at noget må gøres for at redde de to.Hun vender tilbage til stalden med dem. De andre dyr indser, at grise også er noget værd, og at Petrine har givet den største gave. Og hun har lært dem, hvad næstekærlighed er.
Cyrano er forelsket i Roxane, men han tror ikke, at han har en chance hos hende på grund af sin kolossale næse. Christian er smuk, men dum i modsætning til Cyrano, som får den geniale ide at skrive et digt til Roxane og lade Christian fremføre det. Roxane bliver så begejstret, at hun udbryder, at hun såmænd kunne elske digteren, selv om han måtte have en stor næse. Christian smutter, Cyrano besvimer. Da han vågner, er han glad, for nu ved han, at der er en, der elsker ham.