Vi er i Prigor, en landsby i det nordlige Rumænien, i begyndelsen af 1980’erne. Her har jordemoderen Elena Cosma slået sig ned med sin 6-årige søn, Damian. Svangerskabsafbrydelse er forbudt, medmindre kvinden har født mindst 4 børn. Elena står for kontrol og indberetning af ulovligheder. Resultatet af fødselspolitikken er, at mange børn anbringes på børnehjem, hvor de lever en ussel tilværelse. I Prigor bliver der også oprettet et børnehjem. Børn ankommer i busser fra hele landet, men også landsbyens børn anbringes her. Et af disse børn kender hemmeligheden om Damian.
Burundi 1992. Bogens fortæller, Gaby er 10 år. Han bor sammen med sin lillesøster og sin franske far og rwandiske mor i hovedstaden og fortæller om drengestreger og kammeratskab. To år senere bliver tutsier i Rwanda myrdet, og Gabys mor tager af sted for at finde overlevende. Forgæves. Myrderierne breder sig til Burundi, og pludselig er en ven ikke en ven, men en tutsi, hutu eller hvid. Gaby er vidne til forældrenes skilsmisse og til den forvandling, der sker med hans elskede land.
I islam er det tilladt for en mand under en forretningsrejserejse at aftale et ægteskab af kortere varighed med en kvinde, kaldet lystægteskab. Amir forelsker sig i den sorte kvinde Nabou og tager hende med til Fez. Ikke uden problemer for Amirs hustru. Nabou får tvillinger, den ene hvid, den anden sort.Jalousi og racisme.
“Højt oppe i bjergene i Rwanda ligger Nilens Vor Frue, kostskole for elitens døtre. Målet er at blive godt gift. Vi følger en gruppe piger i skolens afgangsklasse. De fleste er hutuer. Tutsier får kun adgang til skolen på grund af kvoten: 10 % af eleverne skal ifølge loven være tutsier. De ydmyges og mistænkeliggøres fra første dag. Det eskalerer, og da skoleåret er omme, er situationen ude af kontrol. Præludium for et folkemord.
Bogen modtog i 2012 den prestigefyldte franske Renaudot pris. Og i 2017 modtog hun i København de frankofone ambassadører pris, overrakt af prinsesse Marie.”
Køb bogen hos din boghandler eller kontakt forlaget.
Romanens gennemgående figur er marokkanske Zahira, som tjener penge som prostitueret i Paris og sender penge til sin families underhold og uddannelser. Hun er også den, bogens øvrige personer, som har søgt tilflugt i Paris, søger trøst hos. Skæbnefortællinger om mennesker, som må sige farvel til deres fødeland og familie i håb om at få noget bedre ud af livet. Og som erkender, at de i bedste fald kun har opnået et andet sted at dø. Taïa skriver hudløst ærligt og ekstremt poetisk.
Helga Crane i Kviksand er datter af en dansk mor, immigreret til USA, og en sort far. Hun trives ikke blandt de sorte, hvor snakken drejer sig om racediskriminationt. Ensom og modløs beslutter hun at tage til familien i Danmark. Her bliver hun feteret, men lidt efter lidt bliver hun utilpas af at blive betragtet som en kuriositet. Hun vender tilbage til USA. Med sig har hun ensomheden og bevidstheden om at skulle leve som en evig outsider. Overgang handler om to barndomsveninder, som begge er vokset op i Harlem, og tilfældigt mødes. Clare har vendt fortiden ryggen, går for at være hvid og er blevet gift med en hvid mand. Da hun ser Irene, gribes hun af et heftigt behov for at se andre farvede. Men hun tager løber for at blive genkendt, hvilket kan blive katastrofalt . . .