Lalitas familie er kasteløs. Hendes mor og far har aldrig gået i skole, og de må klare sig med arbejde, som ingen andre vil have. Lalitas mor, Smita, insisterer på, at Lalita skal i skole, men læreren behandler pigen dårligt. Smita bliver vred og beslutter at tage med datteren til en skole, som hun har hørt godt om. Det bliver en lang rejse. Undervejs besøger de Vishnus tempel og ofrer det eneste, de har: deres hår. Håret sendes til et parykværksted på Sicilien og ender hos en kvinde i Canada, som på grund af sygdom har brug for en paryk.
Luna og mor går på biblioteket om tirsdagen, men i dag er det lørdag og Luna og far er på vej til biblioteket. De låner bøger, og når de kommer hjem læser far en historie. Luna elsker historier! Så meget, at historierne ofte indgår i de lege, som Luna leger alene eller sammen med legekammerater. Godt, at Luna har en mor og en far der læser højt. Luna bind 2.
Koala, Fugl og Kamæleon diskuterer: hvorfor er tiden dyrebar, hvad betyder medfølelse, hvordan kommer man igennem tabet af en nærtstående ven, skal man tro på sine drømme? Må en dreng gå i kjole? Rørende er scenen, hvor Koala tager afsked med sit elskede træ. Koala udsættes for godmodigt drilleri. Ikke mindst da han går i gang med at bygge en stige, som skal nå op i skyerne.
Idyl ude på landet i det lille bondehus, indtil ræven snupper hønen og stikker af med hende i fuld fart. Bjørnen, assisteret af kaninen og hanen, følger efter. Tiden går, ræv og høne spiller skak i en hule, og sejler over vandet. Forfølgerne er i hælene på dem og når endelig frem til rævens bolig. De forbereder sig på at befri hønen, men til deres overraskelse vil hun ikke med. Ræven og hønen elsker hinanden. Førfølgerne tager af sted – hanen noget forknyt.
Ordløs billedbog.
Himlen er blå og skyfri, men så dukker der en lille hvid tot op, som vokser og bliver til en lille hvid sky. Den lille sky bliver beundret, især når den ændrer form.. Men pludselig bliver den lille hvide sky til en lille regnsky, og så er der ingen, der kan lide den mere, undtagen planter, fisk – og børn, der plasker i vandpytterne. Ud over bogens meteorologiske aspekt er budskabet, at man skal elskes som den, man nu engang er. Fra 3-4 år.