I slutningen af 50’erne bryder Marisa sammen med sin mand, der er erhvervsmand, op fra Italien for at bosætte sig i Tyskland. Hendes udvandring er – som hun definerer den i At leve andetsteds – ”en let og privilegeret udvandring”. Men hendes følelse af at være rodløs og hendes evige søgen efter at høre til er ikke mindre pinefuld af den grund. Marisa lærer sig tysk, men har svært ved at omstille sig til det tyske samfund, som er så væsensforskelligt fra det italienske. Efterhånden opnår hun et liv i et Tyskland, der bliver hendes hjem, men aldrig helt hendes land.
Køb bogen hos din boghandler eller kontakt forlaget.
Ali og Malika er lige flyttet sammen. Hun arbejder som lærer, og han arbejder i et stort fransk firma, men bliver fyret, med begrundelse i sin marokkanske baggrund, da firmaet omstrukturerer. Ali er fortvivlet, det påvirker forholdet til Malika. Han begynder at komme i moskeen og ender med at melde sig til IS, hvilket han fortryder, men for sent.
Bogen er skrevet af Scholastique Mukasonga, forfatter til Nilens Vor Frue, som er et præludium for folkemordet i Rwanda. I denne bog beskæftiger forfatteren sig ikke med de grusomme begivenheder, men dykker ned i Rwandas rige fortælletradition, som hun husker den fra tiden før folkemordet.
At leve i et besat land, at få livet til at fungere normalt under de korte ophævelser af det ellers konstante udgangsforbud er en ting, læg dertil at være spærret inde sammen med sin svigermor.
Så har du scenariet i Suad Amirys dagbog fra Ramallah under den israelske besættelse fra den 17. november 2001 til den 26. september 2002.
Beretningerne spænder over det vemodige, som i beskrivelserne af gensynet med de steder, som tegner familiens omskiftelige historie, til håndfast satire i form af en fiktiv telefonsamtale med præsident Bush.
Suad Amiry undgår den pinagtige politiske retorik, som ofte henviser offer og undertrykker til hver sin plads.
Køb bogen hos din boghandler eller kontakt forlaget.
Romanens gennemgående figur er marokkanske Zahira, som tjener penge som prostitueret i Paris og sender penge til sin families underhold og uddannelser. Hun er også den, bogens øvrige personer, som har søgt tilflugt i Paris, søger trøst hos. Skæbnefortællinger om mennesker, som må sige farvel til deres fødeland og familie i håb om at få noget bedre ud af livet. Og som erkender, at de i bedste fald kun har opnået et andet sted at dø. Taïa skriver hudløst ærligt og ekstremt poetisk.