Bjørn vil læse, skrive, sidde og tænke, men bliver hele tiden forstyrret af Gås, som vil have Bjørns opmærksomhed.
Mange børn kender til at have en lillesøster eller lillebror, som ser op til dem og vil det samme som dem. Det kan naturligvis være belastende, men i sidste ende er det rørende, og det er ikke til at stå for, at Gås i virkeligheden ikke kan skrive, men har malet sin beundring og kærlighed på papiret.
Luna og mor går på biblioteket om tirsdagen, men i dag er det lørdag og Luna og far er på vej til biblioteket. De låner bøger, og når de kommer hjem læser far en historie. Luna elsker historier! Så meget, at historierne ofte indgår i de lege, som Luna leger alene eller sammen med legekammerater. Godt, at Luna har en mor og en far der læser højt. Luna bind 2.
Luna vil gerne have en kat. Hun går på biblioteket og låner bøger om katte, og så går hun til katte-internatet sammen med mor for at vælge en kat Før de henter katten hjem, indretter Luna et hjørne af stuen til katten, hun køber sammen med mor ting til den, og endelig kan de hente den. Luna læser godnathistorie for katten. Det kan den vældig godt lide, og det kan Luna også. Luna bind 5.
Det er tidlig morgen i postflyvernes hovedkvarter. Chefen uddeler opgaver til sine postflyvere. Den vanskeligste får Sofie. Hun skal flyve posten til Knokkelbjerg Vejrstation. Meteorologen forsøger at overtale Sofie til at vente, til vejret bliver bedre. Men posten skal ud, Sofie letter, flyet styrter og sidder fast i sneen.
Sofie forbereder sig på at dø af sult, og værre ser det ud, da et uhyre nærmer sig. Uhyret viser sig at være Igor fra bjergpatruljen, og de får gravet flyet fri. Med Igors ski under hjulene letter Sofie og flyver tilbage til hovedkvarteret. Nu kunne hun godt bruge en seng at sove i, men chefen er af en anden mening. Han har mere post, og Sofie må af sted igen!
Cyrano er forelsket i Roxane, men han tror ikke, at han har en chance hos hende på grund af sin kolossale næse. Christian er smuk, men dum i modsætning til Cyrano, som får den geniale ide at skrive et digt til Roxane og lade Christian fremføre det. Roxane bliver så begejstret, at hun udbryder, at hun såmænd kunne elske digteren, selv om han måtte have en stor næse. Christian smutter, Cyrano besvimer. Da han vågner, er han glad, for nu ved han, at der er en, der elsker ham.