Osvalds eneste ven er hans fugl, Kvitte-vit, som synger om morgenen og om eftermiddagen, når Osvald kommer fra arbejde. Men en dag holder Kvitte-vit op med at synge. Osvald er meget ked af det, og han køber en plante, som skulle få den til at synge. Næste morgen er hele huset og gaden blevet til en jungle – og Kvitte-vit er væk. Osvald begiver sig ud for at lede og når ud i junglen. Her finder han endelig Kvitte-vit, men fuglen vil ikke med hjem, for den er lykkelig her. Osvald accepterer, men han er trist, da han kommer hjem alene. Men så banker det på døren, det er aldrig sket før, og udenfor står Clara, hans nabo, som har været bekymret for ham. Junglen er væk, men den lille plante er der, og den giver Osvald til Clara, for den betyder lykke.
Det er natten før jul, de små er for længst puttet – sover de mon? – og mor og far kan omsider lægge sig til at sove. Men aldrig så snart har de lagt sig, før der høres lyd af hove. Far står op og ser, at det er julemanden i sin rensdyrtrukne kane. Han dumper ned gennem skorstenen og lægger godter i børnenes sokker og forsvinder lydløst samme vej, som han kom. Han råber Glædelig jul, og far kan trygt vende tilbage til sin varme dyne.
Valdemar elsker blomster. Da han en dag ser, at en larve har spist af blomsterne, bygger han en larvefangermaskine og fanger larven. Tilfreds er han, men vennerne er meget lidt tilfredse med larm og ødelæggelse af naturen. Da det går op for Valdemar, slipper han larven fri. Den bliver til en sommerfugl. Af lavefangermaskinen bygger han en blomstervindmølle, som spreder blomsterfrø.
Bæredygtighed for de mindste.
Valdemar elsker alt, hvad der er stort. Han vil bygge sig et større hus og hugger byggeklodser ud af bakken. Han har så travlt, at han ikke opdager, at hans venner er stimlet sammen for at se, hvad der sker. De bliver ikke glade, for Valdemar har ødelagt den bakke, som de er afhængige af. Valdemar bliver flov. Vennerne hjælper ham med at lægge klodserne på plads igen.
Valdemar bind 2.
I stalden praler dyrene af, hvilke gaver deres tip-tip-tipoldeforældre gav, da Jesus blev født. Grisen Petrine praler ikke, for ingen i hendes familie var til stede. Grise er ikke noget værd, siger de andre dyr. Nedbøjet forlader Petrine stalden og sværger aldrig at vende tilbage. Udenfor sner det, og Petrine får øje på en mor med et lille barn. Hun er klar over, at noget må gøres for at redde de to.Hun vender tilbage til stalden med dem. De andre dyr indser, at grise også er noget værd, og at Petrine har givet den største gave. Og hun har lært dem, hvad næstekærlighed er.